God søvn lindrer smerterne

Mange med vedvarende smerter som fx ledsmerter har problemer med at sove – hver dag eller en gang imellem. Samtidig er en god nattesøvn netop meget vigtig, når man har smerter. Forsøg har vist, at raske mennesker, der berøves den dybe søvn i bare to uger, i mange tilfælde udvikler muskelsmerter, der kan vare i længere tid efter. Søvnmangel kan give en stresstilstand, der både kan forværre eksisterende smerter og kan fremkalde nye smerter. Omvendt vil mange opleve, at de efter en god nats søvn bedre kan tåle og udholde smerter, de har mere at stå imod med og kan bedre kontrollere smerterne rent mentalt ved at abstrahere fra dem.

Skab søvnritualer
Når du har ledsmerter, bør du derfor gøre en indsats for at få den bedst mulige nattesøvn.

Hertil er det godt at have et sæt hensigtsmæssige vaner - nogle faste ritualer, du gennemgår hver aften inden søvnen, og som dermed signalere til kroppen, at nu er tiden inde til at skrue ned for aktivitetsniveauet. De fysiske vaner kan være forberedelserne til natten: at børste tænder, tage nattøj på osv. Mentalt kan det være at læse lidt eller anden rolig beskæftigelse. Du kan lave en afspændingsøvelse eller lytte til beroligende musik.

Undgå nye tanker og uløste problemer ved sengetid
Du skal undgå ting, der sætter nye tanker i gang eller drejer sig om uafsluttede opgaver. Meget af det, der ellers kan holde os vågne om natten, er uløste problemer, forberedelser til noget man skal næste dag, eller tanker om noget man skal huske at gøre eller sige. Sådanne ufærdige emner gælder det om at få ryddet af vejen i god tid inden sengetid.

Skriv gøremål ned
Mange har glæde af at skrive ned, hvad der skal gøres eller tages hensyn til næste dag. Så er opgaven ude af hovedet og nede på papiret. Den er ikke afsluttet som sådan, men foreløbigt afsluttet, og man kan med god samvittighed lade den ligge, indtil man ser på papiret næste gang. Har man mange af den slags tanker, der kan dukke op, når man prøver at flade i søvn, kan det være en idé at have en blok liggende på sengebordet.

Gør dig ikke umage for at sove!
Et af de springende punkter ved det at falde i søvn er, at man ikke må gøre sig umage for at falde i søvn. Hvis man tænker, at det er vigtigt at få sovet (nu!), så stresser det og gør en mere vågen. Man kan ikke i sagens natur anstrenge sig til at slappe af. Man må i stedet prøve at være ligeglad med, hvornår søvnen kommer, men at bruge tiden til at dagdrømme eller tænke uforpligtende og behagelige tanker.

Hvis ikke søvnen indfinder sig inden for en rimelig tid, skal man ikke blive frustreret og ærgerlig (det bliver man mere vågen af), men stå op og lave et eller andet i en kort periode, og så prøve at gå i seng igen.

Andre gode råd
  • Sov og stå op på faste tidspunkter også i weekenden
  • Sov uden støj, lys og med god temperatur. Den bedste sovetemperatur er mellem 16 og 18 grader
  • Tag et varmt afslappende bad inden du skal sove
  • Spis ikke lige før du skal sove
  • Drik ikke alkohol eller koffeinholdige drikke lige inden du skal sove.

topRight
Tilmeld dig selvhjælpsprogrammet Aktiveled - MinPlan

– gratis personlige anbefalinger til at mindske
dine ledsmerter.
Tilmeld
Vi har udviklet nogle hjælpeværktøjer til dig med ledsmerter.
Panodil (Paracetamol) reducerer ledsmerter.
Tilmeld
Se Her